Sammenbrud og rekreation...

Længe siden og ingen nyheder, men der har lissom været så meget.

Torsdag hentede Anne Lise drengene, så jeg var længe på arbejde og stak i biffen bagefter. Skønt var det, men mindre skønt var det at komme hjem igen. Emil spænede godt nok rundt som en skoldet skid, men han havde kastet op, da han kom hjem. Anne Lise vurderede godt nok med stor erfaring og autoritet, at han ikke var syg, og at der ikke kom mere. Det gjorde der heller ikke ... i hvert fald ikke før om natten, hvor han var kommet ind at ligge i den store seng, så han var sikker på at ramme samtlige lagener, dyner, puder, tøjdyr osv. Suk.

Inden da blev jeg dog ringet op af Nordsjællands Politi, som spurgte efter herren i huset. De ville bare lige fortælle, at vores bil holdt med smadrede ruder nede ad en sidevej, og der var jo en del sne og slud på vej, så vi skulle nok lige se af at flytte den. Øh ... ja. For det første kan jeg jo ikke køre bil, og for det andet var jeg alene hjemme med to sovende børn og kunne for pokker ikke gå nogen steder. Jeg prøvede at ringe til de store, handlekraftige mænd, jeg kunne komme i tanker om, men det var så ikke lige hjemme.

Heldigvis viste indernettet sig at være vildt effektivt i denne sammenhæng. Jeg skrev om fortrædelighederne på Facebook og på mit Dameforum, og vips stod der en rar og effektiv mand med afdækningsplast og tape og fiksede bilen. Desværre kunne den ikke starte, så han kunne ikke flytte den, men det lykkedes mig at få det fikset vha. en flink fyr ved navn Claus og en stor kranvogn dagen efter. Så må Manden deale med reparation og halløj, når han vender snuden hjemad.

Nå, men midt i min kvide (og godt, det ikke var midt i min kvæde!) ringede min søde moar for at høre, om hun lige skulle komme og redde os. Jeg overvejede et halvt sekund noget med, at det var da alt for meget, men så droppede jeg det og takkede ja med kyshånd. Så hun kom flyvende fredag eftermiddag, og vi havde nogle hyggelige dage med rollingerne. Alfred sørgede for at fortælle hende rigtig mange gange, at det var SÅ hyggeligt, at hun var kommet på besøg. Der blev bygget med klodser, leget med biler og læst masser af bøger.

Søndag aften brød lille Emils verden totalt sammen. Det startede med, at han slog sin finger. Der var et lille hak i pegefingeren med en lille aflang løs hudflap over. "Jeg fik en snor!", hulkede Emil fuldstændig utrøsteligt. Det ligner slet ikke ham, men han græd og græd og savnede sin far forfærdeligt og måtte til sidst bare ligge hos mig helt stille i en halv times tid og slappe af. Aftensmaden var også svær, fordi fingeren gjorde ondt, og badet var kun hyggeligt, indtil fingeren kom under vand. Og hele tiden var det "Jeg savner min faaaaar. Jeg vil op til ham!".

Så jeg gruede noget for i dag, hvor jeg skulle af sted til Grenå på kursus i 4 dage. Mama Gram havde heldigvis indvilget i at blive og følge ungerne i institution. Jeg skulle af sted 5.50, og Emil vågnede selvfølgelig lige 5 minutter inden og var helt træt og groggy og pylret. Men det lykkedes at sige farvel uden de store kriser, og stakkels mormor måtte purres på det ukristelige tidspunkt for at tage sig af barnet.

Jeg har tænkt mig at udnytte mulighederne for søvn optimalt, så jeg er på vej i seng nu her lidt før kl. 22. Okay, jeg sidder faktisk i sengen og skriver. Jeg ringede hjem tidligere, og det lød, som om der var styr på hjemmefronten, hvor farfar og bedstemor har taget over.