Hold fast på den far!

Drengene er rimelig forhippede på at sikre, at den far ikke forsvinder igen lige med det samme ...

Blandet nyt ... og Papa er hjemme!

Ungerne fandt på en ny og sjov og temmelig fysisk udfordrende leg. Det gik ud på at kravle ind i stræklagenet i den ene side af sengen og så kæmpe sig vej over til den anden side. Gentag en 10-15 gange. Glimrende motion, så det ud til.






De gale rollinger hygger sig i Emils seng. De er meget søde, men fan'me ikke normale. Alfred havde i øvrigt sit hyr med at få bakset både Emil og Thomas Tog op i sengen.






Så ankom jo den livreddende mormor til vores alle sammens store glæde. Her leger hun postkontor med Alfred, der blev ved med at synes, at det var SÅ skønt, hun var her.


Imens hyggede Emil sig på værelset med biler og garage.






Så var det, at ungerne udvidede den der leg i Emils seng. Det gik nu ud på at placere Emil i sengen og så i øvrigt dynge den til med så meget legetøj som muligt. Jeg måtte lige gribe ind på et tidspunkt, at Emil sad med bilerne flyvende om ørerne, fordi det var den hurtigste måde at få dem derop på.


En smule sne fik vi også i sidste uge. Pænt så det ud, og der blev også til en lille snemand i gården.









Emil er åbenbart så glubende sulten, at han har forgrebet sig på en bundfrossen frikadelle. Interessant isterning, dér ...


Og så kom far endelig hjem. Vi hentede ham i lufthavnen her til aften, og gensynsglæden var nærmest rørende stor. Alfred blev ved med at gentage ting som "Hvor var det dejligt, at du kom hjem igen" og "hvor er det bare dejligt at se dig, far". I toget hjemad valgte han også at fortælle en fremmed mand, at "Ham der hedder Jacob, og det er min far. Hende der ... det er Emils mor".

Der gik ikke lang tid, før tilstanden var som på billedet, og omkring 19.45 blev de begge sendt i seng. Pyh, endelig fredag!

Sammenbrud og rekreation...

Længe siden og ingen nyheder, men der har lissom været så meget.

Torsdag hentede Anne Lise drengene, så jeg var længe på arbejde og stak i biffen bagefter. Skønt var det, men mindre skønt var det at komme hjem igen. Emil spænede godt nok rundt som en skoldet skid, men han havde kastet op, da han kom hjem. Anne Lise vurderede godt nok med stor erfaring og autoritet, at han ikke var syg, og at der ikke kom mere. Det gjorde der heller ikke ... i hvert fald ikke før om natten, hvor han var kommet ind at ligge i den store seng, så han var sikker på at ramme samtlige lagener, dyner, puder, tøjdyr osv. Suk.

Inden da blev jeg dog ringet op af Nordsjællands Politi, som spurgte efter herren i huset. De ville bare lige fortælle, at vores bil holdt med smadrede ruder nede ad en sidevej, og der var jo en del sne og slud på vej, så vi skulle nok lige se af at flytte den. Øh ... ja. For det første kan jeg jo ikke køre bil, og for det andet var jeg alene hjemme med to sovende børn og kunne for pokker ikke gå nogen steder. Jeg prøvede at ringe til de store, handlekraftige mænd, jeg kunne komme i tanker om, men det var så ikke lige hjemme.

Heldigvis viste indernettet sig at være vildt effektivt i denne sammenhæng. Jeg skrev om fortrædelighederne på Facebook og på mit Dameforum, og vips stod der en rar og effektiv mand med afdækningsplast og tape og fiksede bilen. Desværre kunne den ikke starte, så han kunne ikke flytte den, men det lykkedes mig at få det fikset vha. en flink fyr ved navn Claus og en stor kranvogn dagen efter. Så må Manden deale med reparation og halløj, når han vender snuden hjemad.

Nå, men midt i min kvide (og godt, det ikke var midt i min kvæde!) ringede min søde moar for at høre, om hun lige skulle komme og redde os. Jeg overvejede et halvt sekund noget med, at det var da alt for meget, men så droppede jeg det og takkede ja med kyshånd. Så hun kom flyvende fredag eftermiddag, og vi havde nogle hyggelige dage med rollingerne. Alfred sørgede for at fortælle hende rigtig mange gange, at det var SÅ hyggeligt, at hun var kommet på besøg. Der blev bygget med klodser, leget med biler og læst masser af bøger.

Søndag aften brød lille Emils verden totalt sammen. Det startede med, at han slog sin finger. Der var et lille hak i pegefingeren med en lille aflang løs hudflap over. "Jeg fik en snor!", hulkede Emil fuldstændig utrøsteligt. Det ligner slet ikke ham, men han græd og græd og savnede sin far forfærdeligt og måtte til sidst bare ligge hos mig helt stille i en halv times tid og slappe af. Aftensmaden var også svær, fordi fingeren gjorde ondt, og badet var kun hyggeligt, indtil fingeren kom under vand. Og hele tiden var det "Jeg savner min faaaaar. Jeg vil op til ham!".

Så jeg gruede noget for i dag, hvor jeg skulle af sted til Grenå på kursus i 4 dage. Mama Gram havde heldigvis indvilget i at blive og følge ungerne i institution. Jeg skulle af sted 5.50, og Emil vågnede selvfølgelig lige 5 minutter inden og var helt træt og groggy og pylret. Men det lykkedes at sige farvel uden de store kriser, og stakkels mormor måtte purres på det ukristelige tidspunkt for at tage sig af barnet.

Jeg har tænkt mig at udnytte mulighederne for søvn optimalt, så jeg er på vej i seng nu her lidt før kl. 22. Okay, jeg sidder faktisk i sengen og skriver. Jeg ringede hjem tidligere, og det lød, som om der var styr på hjemmefronten, hvor farfar og bedstemor har taget over.

Credit til Alfred!

Alfred skal lige have lidt credit. Han var træt i går morges, og han var træt, da han blev hentet. I vuggeren stod han bare og var helt bleg og rødøjet. Vi skulle købe ind på vej hjem, og han vrælede sig igennem hele turen, fordi han ikke kunne stoppe, da han først var kommet i gang, og fordi han ikke måtte sidde i indkøbsvognen, for der sad Emil. Det lykkedes så endelig at komme hjem, op ad trappen og indenfor.

Der kører en benhård kamp for tiden om, at de begge to helst vil være "foraaaan" og åbne døren/lukke døren/bære nøglerne/whatever. Emil fik lov til at lukke døren, da vi kom hjem. Han begyndte så at trisse rundt og gå ud på trappen i stedet for. Jeg orkede ikke rigtig mere bøvl, så jeg endte med at tage ham ind og lukke døren, hvilket han fik noget af en nedsmeltning over.

Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at pakke ud, og så kunne jeg høre Alfred snakke: "Ved du hvad, vi siger til hende, at hun IKKE skal lukke døren! Kom, vi går ud og siger det!". Så kom han ud som repræsentant for børnene og sagde meget alvorligt til mig: "Mor, du skulle IKKE lukke døren! Emil skulle!". Han gik ud i gangen til Emil igen og fortalte, at nu havde han sagt det.

Emil sad med alt overtøjet på, og jeg måtte ikke hjælpe ham, for han var sur. Han ville så have, at Alfred skulle hjælpe, og Alfred tog villigt opgaven på sig. Han var simpelthen så sød, mens han asede med støvler og flyverdragt og kom med kommentarer som "Så, nu mangler vi bare lige denne her" og "Nu er vi næsten færdige" og den slags. Nøj, han ER altså virkelig en sød dreng.

Nede i vuggestuen forsvarede han også sin lillebror over for Asta, som er rigtig sød, men et noget bastant og tromlende kvindfolk på 2½. Hun ville sidde bagpå hans bil, og han sagde nej. Hun gik ikke væk, men Alfred sagde så til hende: "Han sagde nej. Han vil ikke have det. Så skal du altså lade være". Det er indimellem rart at høre, at noget trods alt siver ind, selvom han ikke altid selv magter at overholde reglerne...

Søndag var det pizzadag. Vi hyggede os vældigt med at putte fyld på pizzaen ... og for Emils vedkommende primært i munden. Det ER bare svært at stå for revet ost, cocktailpølser og pepperoni.



Emil syntes, det smagte herligt!



Ungerne har også i løbet af ugen udviklet en skibsleg, der blandt andet inkluderer en vasketøjsbalje. Godt, at der stort set altid er sådan en i sving her.



Alfred poserer i sine nye skibukser. Han har valgt et griselook ... og det er muligvis den lille tosse ved siden af, som stjæler billedet lidt.

Alfreds flyverdragt måtte vaskes i går, så han gik i børnehave i skibukser og jakke i dag og følte sig tydeligvis som en rigtig stor dreng. Herligt!





Drengene genopdagede glæden ved majs i dag, mens de ventede på aftensmaden. De valgte at stå nok så søde side om side på en skammel i køkkenet og gumle majs fra hver sin skål. Eller, Alfred spiste meget intenst, mens Emil mere eksperimenterede med at hælde dem ned i komfuret.



Alfred sneg sig til at låne det allerhelligste i dag, Papas ukulele. Det er MAJET forbudt! Men han var helt forsigtig og meget, meget lykkelig, mens han sad i sofaen og spillede og sang en godnatsang for os. Den dreng er simpelthen så glad for musik.








Mens jeg ryddede op efter aftensmaden, byggede Alfred stuen om til en forhindringsbane. Da han var klar, blev jeg kaldt ind, så jeg kunne se show. Bemærk, at Emil lige pakker noget avispapir ud i baggrunden.

Så er der tid til en lille update.

Er i Cambodia nu, men det bliver kun med lidt billeder fra Thailand.



Ankom lørdag, kongens søster døde for et år siden (da vi sidst var her) og nu var det så tid til at kremere hende.
Alle var klædt i sort og vandrede hen for at vise den sidste respekt.



Tog ud på Chatuchak (Weekend market) for at kigge efter gode sager, kom forbi legepladsen hvor vi jollede rundt sidste år og blev helt sørgelig over at min familie ikke var med.

Fik trasket en brøkdel de ufattelig mange smalle gange tynde, dog uden at finde lige det jeg ledte efter.
Det vil sige at jeg kastede mit blik på et fint ur som jeg ikke kunne slippe.



En ordentlig herrekrydder, nu mangler jeg så bare at gro en underarm der kan matche hinkestenen.

Poon kom og joinede mig, shoppede lidt sammen og da det blev aften fik vi os en øl i et kaffekrus da det jo var national mourning day. Det betyder at man skal skamme sig lidt mens man drikker af sin øl og kigger ned.
Vi tog på en af de gode gamle restauranter ved floden med udsigt til den smukke bro og fik et herligt måltid.



Nams



Så var det tid til at komme hjemover og hoppe i kassen, godt skeløjet efter en lang tur og 1½ time søvn på 36 timer.

Fik spist frokost med Nic dagen efter og så afsted til Cambodia, mere herom senere.

Cheers
/J

Nu med uden langhåret løjser!

Pludselig indså Alfred fornuften i at blive klippet. Så det var bare med at klippe til, mens lysten var der, og inden Emil vågnede fra sin middagslur.

Nu er han fin med spritnyt hår - og kun en smule vred over at blive fotograferet.

I går var en noget trist dag rent vejrmæssigt, men vi hyggede os nu meget godt alligevel. Formiddagen gik med modellervoks, puslespil, bøger og tegninger. Om eftermiddagen var vi lige ude at købe lidt ind, så vi da i det mindste fik en smule frisk luft og mælk til morgenmaden.

Aftensmaden bestod af grøntsagssuppe med masser af jordskokker samt et fint brød, som Alfred hjalp med at bage. Mums!


Emil supportede madlavningen på gulvet ved siden af komfuret.



Alfred kunne bedst lide brødet. Der lød sætninger som "tak, mor, fordi du har bagt verdens bedste, bedste, BEDSTE brød!". Så godt var det nu heller ikke ... :D

Emil, derimod, blev ved og ved med at spise suppe, til han var lige ved at sprække. Her tror jeg, man fornemmer hans gedigne suppevom:




Han havde da også tisset igennem ble og nattøj allerede kl. 1 i nat.

Efter maden var der almindelig omkringspæning og hyggelig leg. Her demonstrerer Emil sine kæmpe glugger:


Alfred var også i fint humør og ville for en gangs skyld godt fotograferes. Jeg prøver at overtale ham til en klipning, men han synes tydeligvis, at hår ned over ørerne er brandsmart.




Vi hørte også fra Jacob i Bangkok. Han var ude at shoppe på det store, skønne weekendmarked sammen med vores gode ven Poon. De fik også lige hængt lidt mere ud og endte med at spise aftensmad på en af de fede restauranter ved floden. Jeg er heldigvis SLET ikke misundelig ...

I dag skulle han mødes med en af sine gamle venner til frokost, og nu er han så taget videre til Phnom Pehn i Cambodia, hvor det egentlige arbejde begynder.

Krokodille til armlægen!

I dag har jeg været til fernisering i børnehaven. Der har været temauge, og Alfred har arbejdet med vilde dyr. Altså, EMNET var vilde dyr - han har arbejdet sammen med de andre, som er 4 år. I dag havde de så inviteret forældrene til at se resultatet. Flotte dyr i papmache og masser af kunstværker på væggene. Dog havde krokodillen haft et uheld og havde brækket det ene forben, hvilket fik Osvald til at udtale, at vi vist måtte se at få den til armlægen.

Det matcher meget godt Alfreds bedste ven Frederiks udtalelse i sidste uge, da vi snakkede om, at de også gik i vuggestue sammen, da de var små. Ja, siger Frederik så, men dengang kunne vi ikke se hinanden. Det var, fordi vi havde brækket øjnene!

Børn er sgu nogle sære små størrelser ... :D

En bolle med klapsammen

Ja, vi tog os så lige endnu en hjemmedag. Emil var heldigvis meget mere frisk og kæk end de foregående dage. Omkring 9.30 ringede de fra vuggeren for at høre, om det var muligt, at vi kunne komme forbi, da ungerne skulle fotograferes i dag. Så vi sprang i tøjet og benede ned i vuggeren, hvor Emil blev afleveret for en stund, mens jeg gik på posthuset og i Netto og den slags. Vi kom hjem til middagslurstid, så Emil fik sig en god skraber.

Efter luren ville han godt have noget at spise og bad om en bolle med klapsammen og ost. Det viste sig dog hurtigt, at det mere var ost end bolle eller klapsammen, han var ude efter, men det er der nu ikke noget nyt i. Han excellerer i at tigge om "osteruller" med hovedet på skrå og nuttet stemmeføring. Men mon ikke han er på vej op igen (7-9-13)?




Og så ville have godt lige se Frode og alle de andre rødder igenigenigen. Det gik op for ham, at Fatboyen har uanede muligheder for gode liggestillinger, så han testede lige en ny.




Han var også frisk på at hjælpe med aftensmaden. Han er, som det ses, benhård til at skære agurk.




En gammel favorit blev genoplivet ved aftensmaden: kogte gulerødder. Ikke lige min ting, men ungerne elsker det!




I morgen rejser Jacob til Cambodia. Kryds lige fingre for, at vi skal være raske nu!

Rabarberdans og tykmælk

Kære blog. Det er længe siden sidst, men det blev sgu efterhånden for ynkeligt at skrive det ene "vi er syge, buhuu"-indlæg efter det andet. De sidste dage inden Jaksens hjemkomst blev bl.a. brugt til at tæske i modellervoks.





Der blev også bygget nogle dygtige tårne:



Og SÅ kom faaaaaaaar hjem, og alt var godt. Altså lige bortset fra, at Emil ikke blev rask, så Jacob har været hjemme med ham i denne uge. Og nu er Jacob også syg. Så vi lever af figenstænger:


Og, mest af alt: Tykmælk i rå mængder:





Yo, tykmælk, dér!



Det morsomste, der er sket, er muligvis denne bemærkning fra en kækt dansende Alfred: "Åh nej, man må ikke danse den forbudte rabarberdans!!"