Credit til Alfred!

Alfred skal lige have lidt credit. Han var træt i går morges, og han var træt, da han blev hentet. I vuggeren stod han bare og var helt bleg og rødøjet. Vi skulle købe ind på vej hjem, og han vrælede sig igennem hele turen, fordi han ikke kunne stoppe, da han først var kommet i gang, og fordi han ikke måtte sidde i indkøbsvognen, for der sad Emil. Det lykkedes så endelig at komme hjem, op ad trappen og indenfor.

Der kører en benhård kamp for tiden om, at de begge to helst vil være "foraaaan" og åbne døren/lukke døren/bære nøglerne/whatever. Emil fik lov til at lukke døren, da vi kom hjem. Han begyndte så at trisse rundt og gå ud på trappen i stedet for. Jeg orkede ikke rigtig mere bøvl, så jeg endte med at tage ham ind og lukke døren, hvilket han fik noget af en nedsmeltning over.

Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at pakke ud, og så kunne jeg høre Alfred snakke: "Ved du hvad, vi siger til hende, at hun IKKE skal lukke døren! Kom, vi går ud og siger det!". Så kom han ud som repræsentant for børnene og sagde meget alvorligt til mig: "Mor, du skulle IKKE lukke døren! Emil skulle!". Han gik ud i gangen til Emil igen og fortalte, at nu havde han sagt det.

Emil sad med alt overtøjet på, og jeg måtte ikke hjælpe ham, for han var sur. Han ville så have, at Alfred skulle hjælpe, og Alfred tog villigt opgaven på sig. Han var simpelthen så sød, mens han asede med støvler og flyverdragt og kom med kommentarer som "Så, nu mangler vi bare lige denne her" og "Nu er vi næsten færdige" og den slags. Nøj, han ER altså virkelig en sød dreng.

Nede i vuggestuen forsvarede han også sin lillebror over for Asta, som er rigtig sød, men et noget bastant og tromlende kvindfolk på 2½. Hun ville sidde bagpå hans bil, og han sagde nej. Hun gik ikke væk, men Alfred sagde så til hende: "Han sagde nej. Han vil ikke have det. Så skal du altså lade være". Det er indimellem rart at høre, at noget trods alt siver ind, selvom han ikke altid selv magter at overholde reglerne...