lørdag den 29. august 2009

Alfreds fødselsdag

Så går startskuddet til årets fejring.

I morgen eftermiddag kommer familien til boller og kaffe, og de fleste bliver nok hængende til aftensmad. Eftersom vi regner med at være på klimafestivalen lige indtil de kommer, burde jeg nok lette røven og forberede et eller andet nu ...

Energisk Klimafestival

I dag startede så det, som vi har arbejdet på så længe: Gentofte Kommunes Klimafestival. Eller, egentlig gik starten allerede torsdag aften med et foredrag på Hovedbiblioteket, men eftersom der kun kom omkring 10 tilhørere, talte det ikke rigtigt.

I dag var det rigtigt med telte og boder og udstillere og gæster og alt. I sidste øjeblik var det lykkedes at lokke Klimaministeren til at komme og tale, så der var lidt nerver på rundtomkring. Men det gik upåklageligt, det hele. Borgmesteren åbnede festivalen, og så talte Connie, og så gik de sammen rundt og kiggede på boder og snakkede med udstillere.

Der KOM rent faktisk folk og besøgte festivalen (hvilket vi ikke havde været sikre på), og jeg synes selv, at udstillerne var rigtig gode. Jeg var ansvarlig for en udstilling om fødevarer og klimabelastning, som jeg faktisk synes var rigtig interessant (jeg havde ikke selv lavet den).

I morgen går det løs igen, og der skal vi hen og bare være gæster og prøve at cykle på cyklerne, dreje på håndtagene og få pærer til at lyse og radioer til at spille. Og så skal vi spise i Nordisk Naturligvis' bod, hvor de laver vegetarisk nordisk mad. Mums!

Bryllup i Thy

Sidste weekend drog vi af sted fredag formiddag mod Thy. Målet var Vesterhavsgården ved Vestervig, hvor weekenden skulle tilbringes til Astrid og Rasmus' bryllup.

... og her springer jeg så over, hvor gærdet er lavest (igen) og henviser til vores billedside: http://www.dybdalschou.dk/images/Astrid_Rasmus_Bryllup09/index.html

Det var et fabelagtigt bryllup og en skøn weekend med masser af dejlige mennesker og uovertruffen mad. Tak for det, Astrid og Rasmus!

torsdag den 13. august 2009

Strandtur og picnic

Vi fik det sidste af det gode vejr med og skyndte os på strandtur og efterfølgende picnic i den lokale staudehave.






Capoiera boys:








Capoiera og picnic er hårdt!

Bare en lille is...

Ja, det kan man desværre ikke få hos den lokale isbutik, Lydolph.

Marianne, Thomas, Laura og jeg gik en aftentur til stranden og havnen og ville lige have en lille is på vej hjem. Denne her er den mindste model med kun to kugler ...




Det gode gamle underbuksetrick

Ja, det holder åbenbart ikke op med at være sjovt...

Timian og flødeboller

Emil har et flip med timian for tiden. Vi har en lille urtehave på altanen med alskens krydderurter, og timian har åbenbart vundet Emils hjerte. Ellers også er det bare, fordi han godt ved, at han ikke må plukke noget derude, hvis han ikke skal spise det. Så ingen skinkeostemad uden lidt timian!



Flødebollerne fra Astrids polterabend skulle også spises, hvilket drengene beredvilligt hjalp med.


onsdag den 12. august 2009

Sommerhygge hos Jan og Astrid

Igen lister jeg mig til at stjæle fra Jacobs skønne upload.

Lørdag var vi til den årlige sommerfest hos Jan og Astrid. Skøn dag, skønt selskab og skøn mad!

http://spilur.dk/images/JanAstridSommerfest/index.html

Jesper og Nannas bryllup

Tirsdag ved 13-tiden fik jeg nys om, at Jesper og Nanna skulle giftes kl. 14 samme dag. Jacob kunne ikke komme, så jeg sprang på cyklen, hentede kameraet derhjemme og drønede ind på Københavns Rådhus for at fotodokumentere begivenheden.

Det var en rigtig fin dag ...

http://spilur.dk/images/NannaJesperBryllup/index.html

søndag den 9. august 2009

Bytur

Fredag holdt jeg fri med ungerne. Emils indkøring gik så fint, at jeg i samråd med pædagogerne vurderede, at det var okay at droppe en dag - så det gjorde vi. Vejret var så fantastisk, at man bare ikke kunne gå på arbejde ...

Vi startede stille og roligt herhjemme, og ungerne fik bygget en masse Lego med onkel Thomas. Ved 11-tiden drog vi med S-tog og metro til Christianshavn, hvor vi startede med at bestige Frelserkirken. Imponerende, at de små ben klarede både op- og nedturen helt fint.

Så gik vi på Christiania, som Laura lige skulle nå at se, inden det potentielt set pludselig er væk. Ungerne fik spist deres medbragte madpakker, og Emil blev puttet i cykelvognen og lå der og godtede sig og fik en god lur.

Jacob stødte til efter arbejde, og så traskede vi over Knippelsbro og ind ad Købmagergade for at finde noget at spise. Vi endte på Jensens Bøfhus på Gråbrødre Torv, hvor alle kunne finde noget, de kunne lide. Ungerne havde stor optur over at skulle på restaurant, så det var en fest.

Så gik vi gennem Kongens Have og over til Østerport Station og tog toget hjem. Undervejs fik ungerne is, så de var godt speedede og fjollede, grinede og sloges hele vejen hjem.

Godt trætte i benene og slet ikke aftensmadssultne nåede vi hjem. Vi fik lige slappet af et par timer, og så tog vi ellers imod et godt tilbud om babysitning. Alfred var ikke meget for ideen, men den snarrådige onkel overtalte ham med en figenstang, og så stak vi ellers af sted.

Vi cyklede ud til Docken i Nordhavnen, som er en udendørscafe med strandfeeling. Der var desværre lukket, da vi nåede frem, fordi Malene Birger holdt modeshow derinde. Vi holdt dog ud, og efter cirka 20 minutter var de færdige, og vi blev lukket ind.

Vi talte med nogle andre, som også stod udenfor og ventede, og det endte med at være så hyggeligt, at vi satte os sammen indenfor og sludrede videre og fik en rigtig hyggelig aften ud af det. Skønt!

torsdag den 6. august 2009

Besøg fra de (meget) varme lande

Tirsdag morgen ankom Thomas og Laura fra Ålborg. Det lykkedes at få lagt en nøgle ud, hvor de kunne finde den, og de gik straks op og tog en ordentlig skraber. Drengene og jeg kom hjem om eftermiddagen og var spændte på, om de mon var hjemme. Det var de ikke – men de var nu ikke længere væk end den lokale mexicanske restaurant.

Om aftenen stødte Marianne til, og vi fik spist lammekølle og snakket og hygget og gået tur til stranden og havnen. På vej hjem handlede vi for en gangs skyld i isbutikken i stueetagen. Vi skulle bare lige have en lillebitte is hver og købte den mindste med 2 kugler. De opererer åbenbart med MEGET store isskeer i den butik, for vi endte med en kæmpe is hver og måtte for fleres vedkommende give op halvvejs.

Onsdag stod på arbejde og børnehave for os, mens Thomas og Laura tog ind til byen og fik prøvet kanalrundfart og bl.a. set den lille havfrue. Laura var advaret, men syntes godt nok, hun var RET lille. Eftermiddagen var drønvarm, så vi tog på stranden og badede og kølede af, inden vi gik hjem og spiste pitabrød og tortillawraps. Til dessert var vi naturligvis nødt til at traktere med koldskål og kammerjunker – et must, når det er sommer i Danmark.

De bliver til søndag morgen, så der skal nok komme flere updates og billeder.

Fra krabbe til søstjerne

Fredag tog vi afsked med vuggestuen, og mandag startede så det barske børnehaveliv for Emil. Vi havde oprindeligt bedt om, at drengene ikke skulle på samme stue, men det kom de alligevel. Den løsning havde vi så hypet dygtigt, så begge unger syntes, at det var totalt fedt at skulle gå på krabbestuen sammen, men torsdag morgen kom børnehavens leder og meddelte, at han havde tænkt over det og ombestemt sig – så nu er Emil en søstjerne i stedet for. Det krævede lige lidt omprogrammering af drengen, men det er gået rigtig fint.

I praksis er det også fuldstændig ligegyldigt, for her i ferieperioden er alt det her med opdeling i stuer aflyst, og ungerne leger på kryds og tværs. På den ene side er det fedt at starte på det her tidspunkt, hvor der ikke er så mange børn, og alt er relativt fredeligt. På den anden side er det lidt utrygt, at man ikke har faste børn og voksne at holde sig til, men at man bare indgår i den store fællesgruppe af mennesker.

Emil klarer det nu rigtig fint, synes jeg. I går sagde vi farvel første gang. ”Jeg bliver ikke ked af det, mor”, havde Emil erklæret allerede hjemmefra. ”Jeg har jo min storebror”. Jeg spurgte ham dernede, om vi skulle finde en voksen, der kunne vinke med dem, men nej. ”Jeg kan godt selv”. Og det kunne han. I dag vinkede ungerne også glade farvel sammen efter at have napset en lille formiddagsmad fra madkassen, da jeg gik ved 10-tiden.

Så jeg er fuld af fortrøstning. Det skal nok blive godt!