lørdag den 6. december 2008

Total balalaika!

Emil har muligvis set en anelse for meget Sigurds Bjørnetime. I det afsnit, der handler om at rejse, spiller Sigurd musik fra forskellige steder i verden. Åbenbart stærkt inspireret pegede Emil forleden meget insisterende på Jacobs ukulele og bad om at låne balalaikaen. Så satte han sig ellers i sofaen og gik i gang med at spille og synge "Kalinka, Kalinka, Kalinka maiaaaaaa".

Et syn for guder OG honning for øregangene! :)

Så har man hørt det med!

Alfred synes, at jeg er temmelig dum og virkelig urimelig nogle gange. Det kan han sikkert have ret i. Forleden, da han havde opbrugt sin kvote af "du er bare dum!", kiggede han på mig og sagde med isnende kulde i drengestemmen: "Mor, du er bare AFLYST!".

Ja, så har man hørt det med. Av, den sved.

Hyggelig julelørdag

I går var jeg til julefrokost på arbejdet. Jeg var godt nok hjemme lige omkring midnat, men jeg fik alligevel lov at sove rigtig længe og efterfølgende også lige læse et dameblad i sengen i morges. Hurra!

Alfred erklærede, at "det er weekend, og jeg gider bare ikke gå NOGEN steder hen! Mine ben vil ikke gå andre steder end i lejigheden!", så han slap for den varslede gåtur. Emil ville heller ikke med, så Jacob drog alene ud i verden for at fange aftensmad, efter at han havde hentet julekassen ned fra loftet.

Imens var vi overskudsagtige og pyntede jule... grenene meget fint og muligvis en smule overdådigt. Overpyntet, ville nogen måske anføre. I hvert fald var barnefaderen ikke helt så behørigt imponeret, som vi havde forventet, da han kom hjem igen. Han formastede sig sågar til at foreslå, at han da også lige kunne bygge grenene om til et træ. Altså, som om julegrene ikke er mindst lige så godt som et juletræ?!?



Drengene fandt også nogle nissehuser i julekassen, så dem havde de lige lidt spas med. Alfred ville dog som vanligt ikke fotograferes.



Vi klippede lidt julepynt og forkælede os selv med et par æbleskiver, og så så vi lige en halv time af Kung Fu Panda i hjemmebiffen, inden drengenes koncentration ikke rakte længere.




Så alt i alt en hyggelig og dejligt julet lørdag. I morgen skal vi til julehygge i børnehaven, og rygtet siger, at selveste julemanden kommer ...!

søndag den 30. november 2008

Hold fast på den far!

Drengene er rimelig forhippede på at sikre, at den far ikke forsvinder igen lige med det samme ...





fredag den 28. november 2008

Blandet nyt ... og Papa er hjemme!

Ungerne fandt på en ny og sjov og temmelig fysisk udfordrende leg. Det gik ud på at kravle ind i stræklagenet i den ene side af sengen og så kæmpe sig vej over til den anden side. Gentag en 10-15 gange. Glimrende motion, så det ud til.






De gale rollinger hygger sig i Emils seng. De er meget søde, men fan'me ikke normale. Alfred havde i øvrigt sit hyr med at få bakset både Emil og Thomas Tog op i sengen.






Så ankom jo den livreddende mormor til vores alle sammens store glæde. Her leger hun postkontor med Alfred, der blev ved med at synes, at det var SÅ skønt, hun var her.


Imens hyggede Emil sig på værelset med biler og garage.






Så var det, at ungerne udvidede den der leg i Emils seng. Det gik nu ud på at placere Emil i sengen og så i øvrigt dynge den til med så meget legetøj som muligt. Jeg måtte lige gribe ind på et tidspunkt, at Emil sad med bilerne flyvende om ørerne, fordi det var den hurtigste måde at få dem derop på.


En smule sne fik vi også i sidste uge. Pænt så det ud, og der blev også til en lille snemand i gården.









Emil er åbenbart så glubende sulten, at han har forgrebet sig på en bundfrossen frikadelle. Interessant isterning, dér ...


Og så kom far endelig hjem. Vi hentede ham i lufthavnen her til aften, og gensynsglæden var nærmest rørende stor. Alfred blev ved med at gentage ting som "Hvor var det dejligt, at du kom hjem igen" og "hvor er det bare dejligt at se dig, far". I toget hjemad valgte han også at fortælle en fremmed mand, at "Ham der hedder Jacob, og det er min far. Hende der ... det er Emils mor".

Der gik ikke lang tid, før tilstanden var som på billedet, og omkring 19.45 blev de begge sendt i seng. Pyh, endelig fredag!

mandag den 24. november 2008

Sammenbrud og rekreation...

Længe siden og ingen nyheder, men der har lissom været så meget.

Torsdag hentede Anne Lise drengene, så jeg var længe på arbejde og stak i biffen bagefter. Skønt var det, men mindre skønt var det at komme hjem igen. Emil spænede godt nok rundt som en skoldet skid, men han havde kastet op, da han kom hjem. Anne Lise vurderede godt nok med stor erfaring og autoritet, at han ikke var syg, og at der ikke kom mere. Det gjorde der heller ikke ... i hvert fald ikke før om natten, hvor han var kommet ind at ligge i den store seng, så han var sikker på at ramme samtlige lagener, dyner, puder, tøjdyr osv. Suk.

Inden da blev jeg dog ringet op af Nordsjællands Politi, som spurgte efter herren i huset. De ville bare lige fortælle, at vores bil holdt med smadrede ruder nede ad en sidevej, og der var jo en del sne og slud på vej, så vi skulle nok lige se af at flytte den. Øh ... ja. For det første kan jeg jo ikke køre bil, og for det andet var jeg alene hjemme med to sovende børn og kunne for pokker ikke gå nogen steder. Jeg prøvede at ringe til de store, handlekraftige mænd, jeg kunne komme i tanker om, men det var så ikke lige hjemme.

Heldigvis viste indernettet sig at være vildt effektivt i denne sammenhæng. Jeg skrev om fortrædelighederne på Facebook og på mit Dameforum, og vips stod der en rar og effektiv mand med afdækningsplast og tape og fiksede bilen. Desværre kunne den ikke starte, så han kunne ikke flytte den, men det lykkedes mig at få det fikset vha. en flink fyr ved navn Claus og en stor kranvogn dagen efter. Så må Manden deale med reparation og halløj, når han vender snuden hjemad.

Nå, men midt i min kvide (og godt, det ikke var midt i min kvæde!) ringede min søde moar for at høre, om hun lige skulle komme og redde os. Jeg overvejede et halvt sekund noget med, at det var da alt for meget, men så droppede jeg det og takkede ja med kyshånd. Så hun kom flyvende fredag eftermiddag, og vi havde nogle hyggelige dage med rollingerne. Alfred sørgede for at fortælle hende rigtig mange gange, at det var SÅ hyggeligt, at hun var kommet på besøg. Der blev bygget med klodser, leget med biler og læst masser af bøger.

Søndag aften brød lille Emils verden totalt sammen. Det startede med, at han slog sin finger. Der var et lille hak i pegefingeren med en lille aflang løs hudflap over. "Jeg fik en snor!", hulkede Emil fuldstændig utrøsteligt. Det ligner slet ikke ham, men han græd og græd og savnede sin far forfærdeligt og måtte til sidst bare ligge hos mig helt stille i en halv times tid og slappe af. Aftensmaden var også svær, fordi fingeren gjorde ondt, og badet var kun hyggeligt, indtil fingeren kom under vand. Og hele tiden var det "Jeg savner min faaaaar. Jeg vil op til ham!".

Så jeg gruede noget for i dag, hvor jeg skulle af sted til Grenå på kursus i 4 dage. Mama Gram havde heldigvis indvilget i at blive og følge ungerne i institution. Jeg skulle af sted 5.50, og Emil vågnede selvfølgelig lige 5 minutter inden og var helt træt og groggy og pylret. Men det lykkedes at sige farvel uden de store kriser, og stakkels mormor måtte purres på det ukristelige tidspunkt for at tage sig af barnet.

Jeg har tænkt mig at udnytte mulighederne for søvn optimalt, så jeg er på vej i seng nu her lidt før kl. 22. Okay, jeg sidder faktisk i sengen og skriver. Jeg ringede hjem tidligere, og det lød, som om der var styr på hjemmefronten, hvor farfar og bedstemor har taget over.

torsdag den 20. november 2008

Credit til Alfred!

Alfred skal lige have lidt credit. Han var træt i går morges, og han var træt, da han blev hentet. I vuggeren stod han bare og var helt bleg og rødøjet. Vi skulle købe ind på vej hjem, og han vrælede sig igennem hele turen, fordi han ikke kunne stoppe, da han først var kommet i gang, og fordi han ikke måtte sidde i indkøbsvognen, for der sad Emil. Det lykkedes så endelig at komme hjem, op ad trappen og indenfor.

Der kører en benhård kamp for tiden om, at de begge to helst vil være "foraaaan" og åbne døren/lukke døren/bære nøglerne/whatever. Emil fik lov til at lukke døren, da vi kom hjem. Han begyndte så at trisse rundt og gå ud på trappen i stedet for. Jeg orkede ikke rigtig mere bøvl, så jeg endte med at tage ham ind og lukke døren, hvilket han fik noget af en nedsmeltning over.

Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at pakke ud, og så kunne jeg høre Alfred snakke: "Ved du hvad, vi siger til hende, at hun IKKE skal lukke døren! Kom, vi går ud og siger det!". Så kom han ud som repræsentant for børnene og sagde meget alvorligt til mig: "Mor, du skulle IKKE lukke døren! Emil skulle!". Han gik ud i gangen til Emil igen og fortalte, at nu havde han sagt det.

Emil sad med alt overtøjet på, og jeg måtte ikke hjælpe ham, for han var sur. Han ville så have, at Alfred skulle hjælpe, og Alfred tog villigt opgaven på sig. Han var simpelthen så sød, mens han asede med støvler og flyverdragt og kom med kommentarer som "Så, nu mangler vi bare lige denne her" og "Nu er vi næsten færdige" og den slags. Nøj, han ER altså virkelig en sød dreng.

Nede i vuggestuen forsvarede han også sin lillebror over for Asta, som er rigtig sød, men et noget bastant og tromlende kvindfolk på 2½. Hun ville sidde bagpå hans bil, og han sagde nej. Hun gik ikke væk, men Alfred sagde så til hende: "Han sagde nej. Han vil ikke have det. Så skal du altså lade være". Det er indimellem rart at høre, at noget trods alt siver ind, selvom han ikke altid selv magter at overholde reglerne...