Drama, drama!

Denne update er uden billeder, og det skal I kun være glade for...

Allerførst noget om slynger! Siden successen med Otto, har jeg besøgt Troels og Lisbeth og fik prakket dem nogle slynger på. Det lader til, at deres lille Agnes er med på ideen. I lørdags holdt jeg et lille slyngetræf her, hvor der også var vældig gang i viklerne. Så der missioneres lystigt og med stort held.

Lørdag var Jacob ude med drengene og kom temmelig sent hjem. Søndag var han lidt slatten, men det gik dog. Vi havde besøg af Johanne og Ida, superhyggeligt! De tager snart til Washington, så det var rart at ses sådan lige på falderebet.

Søndag aften lagde Jacob sig ind i sengen og prustede efterhånden noget højt, og jeg tænkte, at det da greb om sig med de tømmermænd. Snart viste det sig dog, at det vist ikke kun var tømmermænd, men nok nærmere noget madforgiftning eller en ondsindet virus.

Han løb i fast rutefart mellem toilettet og sengen og knækkede sig derudad. I sengen lå han mest og rystede af feberkulde. Jeg gik også i seng, da jeg skulle op kl. 5 næste morgen for at tage bussen til Grenå, hvor jeg skulle på 3 dages kursus. Jeg spekulerede en del på, om jeg overhovedet ville komme af sted, hvis Jacob var så syg, men jeg havde ringet og advaret svigermor Anne Lise om, at vi muligvis ville få brug for hjælp.

Pludselig lød der et brag fra badeværelset. Jeg skyndte mig derud og fandt Jacob siddende på gulvet i en regulær blodpøl og med blod på hoved, hænder og tøj. Han var simpelthen besvimet af al den kasten op og var derfor faldet og havde fået en flænge i hovedet. Vi fik i fællesskab tørret op, skiftet hans tøj, puttet kolde, fugtige klude på såret i hovedet og fik fragtet ham ind i seng. Jeg ringede til skadestuen i Gentofte, da jeg gik ud fra, at såret skulle sys. Det skulle det også efter deres mening, men eftersom vi ikke selv havde mulighed for at komme derhen, måtte vi ringe 112 og få fat i en ambulance.

Det gjorde jeg så, og mens vi ventede fik jeg pakket lidt tøj til Jacob, givet ham bukser på og den slags. Ambulancen kom, og de fik fragtet en temmelig slatten og vakkelvorn og smerte- og opkastplaget og blødende ud af hul i hovedet Jacob ned ad trappen fra 4. sal.

Klokken var omkring 1, men eftersom Anne Lise var blevet bedstemor samme dag og ifølge eget udsagn tidligere var "helt oppe at køre", tænkte jeg, at det jo kunne være, hun ikke var gået i seng endnu. Det var hun heldigvis ikke, og hun tilbød heltemodigt at springe i en taxa og komme ud og sove hos os, så hun var der om morgenen, og jeg kunne tage af sted, selvom Jacob stadig var syg.

Hun ankom, og i samme øjeblik begyndte Emil så også at kaste op. Great. Det blev han ved med resten af natten, og Jacob kom hjem igen og havde det heldigvis lidt bedre. Omkring kl. 4 havde jeg stadig ikke sovet, så jeg kunne godt se, at det med at stå op kl. 5 og tage af sted på kursus med program til kl. 19.30 nok ikke var helt realistisk. Så jeg valgte at blive hjemme og passe familien og tog så i stedet af sted ved 16-tiden, hvor Jacob var lige dele frisk og tapper nok til at passe rollingerne selv.