Men det er ikke vores skyld, mor!

Søndag spiste vi aftensmad i farmor Lenis restaurant i Svanemøllehavnen. Superfedt sted, og ungerne var ellevilde. De var dog en kende livlige ... eller rettere sagt, de spænede lidt for meget rundt og havde meget svært ved at sidde stille. Maden var superlækker, og vi rundede af med en ordentlig omgang jordbær med hjemmelavet vanilleparfait. Mums!

Jeg skyndte mig at proppe ungerne i cykelvognen, inden sukkerrushet satte alt for meget ind. De brølede, sloges for sjov og var flade af grin hele vejen hjem, og da vi kom ind i gården spænede de også rundt, gemte sig og ville ikke med op.

Jeg fik fat i Emil og tog ham op, og han slog mig og kaldte mig "dumme lorteskid". Jeg prøvede, lidt for pædagogisk, at forklare noget med, at det var jeg ikke, og jeg var faktisk ret sød, fordi jeg havde taget dem med på restaurant, og de havde fået is, og nu var det lidt træls, at de så ikke kunne opføre sig ordentligt (og bla bla bla ... too many words, Mozart!).

Alfred sagde så: "Men mor, vi kan slet ikke gøre for det. Det var bare, fordi vi glædede os så meget til at komme derhen og få is, og så fik vi isen, og så blev vi helt vilde. Det kan man godt blive, når man får is, fordi der er ret meget sukker i - så det var slet ikke vores skyld!"

... og det havde han jo egentlig ret i.