tirsdag den 30. juni 2009

Cykel-lykke

Vi spiste lækker mad i farmor Lenis restaurant her til aften. Alfred var tilmed så heldig, at farmoren havde købt en rigtig fed Winther-cykel til ham som erstatning for den lille 12'', han hjuler rundt på.

Han var med det samme totalt sej til at køre på den, selvom jeg ærlig talt er i tvivl om, om den er FOR stor til ham. Han valgte at cykle de 2½ km hjem på den, hvilket foregik i et temmelig friskt tempo. Der blev målt hastigheder op til 22 km/t, og den eneste grund til, at det ikke gik endnu hurtigere, var muligvis moren, som kørte bagved og kvækkede "Ikke så hurtigt, Alfred! Kør lidt langsommere!" Han var endda så cool, at han da bare kørte med en hånd, når han fx lige skulle klø sig på næsen. Det var tydeligvis totalt fedt, at med den samme indsats som på den gamle cykel med de små hjul, kørte han nu pludselig tre gang så stærkt.

Den store udfordring bliver nu, at han kører ALT for stærkt til at køre på fortovet. Så nu skal han ned på cykelstien og prøve at lære de helt rigtige trafikregler. Altså, alt det med rødt lys og stop ved kantstenen kan han godt, men det er ret svært at huske at holde sig inde ved kanten af cykelstien, så andre kan komme forbi, og den slags.

Men at dømme efter tempoet i dag, bliver det så heller ikke relevant ...

1 kommentar:

Mikkel Gram-Hansen sagde ...

Heh ham og Marianne kører vist efter samme grundregler.. man SKAL køre hurtigst af alle og man SKAL overhale alt andet på cykelstien.

Håber stadig vi kan nå forbi og se vidunderet inden jeg smutter.