I sidste uge var Alfred på tur med børnehaven og var så uheldig at falde og slå hovedet på en træstub. Panden brast, blodet sprang, og der stod de stakkels pædagoger og den stakkels dreng. Heldigvis klarede de opgaven, fik blødningen standset og gik stille og roligt hjem.
Jeg hentede en noget stille dreng, og vi cyklede af sted til skadestuen. Han var ikke meget for det, men jeg bestak ham med en is og løftet om et flot plaster. Der var ikke mange mennesker i venteværelset, men dog lidt ventetid. Der var nu heller ikke noget akut over vores situation, så det var fair nok, at vi ikke kom til med det samme.
Alfred tog seancen med ophøjet ro. Jeg tror, han var ret bange, men han lagde sig op på briksen, lukkede øjnene og holdt mig i hånden, mens såret blev vasket og limet. Han fik et fint plaster på, og så var han så god som ny igen.
Og ja, han fik selvfølgelig en is ...
Kleinsmekker Ringslynger: Den lilla Lea
12 år siden
4 kommentarer:
Nåhr, den stakling. Men godt, at han var sej!
Av for søren!! Godt de kunne holde ro på situationen, og nu er det jo sådan at alle raske drenge får lidt skrammer hist og her - det skal han nok blive glad for en dag ;)
Hvis han er heldig kan han få et fint ar i panden som sin onkel... det er der prestige skal jeg hilse og sige ;)
Puha, det er jo altid svært at bevare roen (bestemt form af ro - ikke slang for hovede!) som forælder, når gutterne går i stykker. Men det lyder som om, I ikke gik alt for meget i panik :-)
Send en kommentar